Medlem af Folkekirken

Er man medlem af folkekirken hører man naturligt til den kirke, som ligger i ens bopælssogn, og man har ret til at blive betjent af præsten i det sogn, man tilhører med hensyn til dåb, konfirmation, vielse, begravelse, gudstjenester og sjælesorg.

Man skal være døbt for at have et medlemsskab, og langt de fleste bliver medlem ved barnedåben. Men man kan også på et senere tidspunkt i livet melde sig ind i kirken ved at henvende sig til sognets præst.

Ligeledes kan man melde sig ud af folkekirken, hvis ikke man ønsker at opretholde sit medlemsskab. Dette sker også til den stedlige præst.

Det kan lade sig gøre at løse sognebånd til en anden præst, dersom man føler man har et større tilknytningspunkt dér. Dette sker ved henvendelse til  den præst, man ønsker at løse sognebånd til.

Som medlem af Den danske Folkekirke er du medlem af en kristen kirke.

Folkekirken er evangelisk-luthersk. Betegnelsen stammer fra reformationen i 1500-tallet, hvor man i forlængelse af Martin Luthers reformation fremhævede evangeliet i forhold til den katolske kirkes tradition.

Medlemsbidraget til folkekirken opkræves som kirkeskat. Det betyder, at børn eller unge uden skattepligtig indkomst ikke betaler medlemsbidrag.

Som medlem har du ret til konfirmation, at blive gift i kirken og ved livets afslutning at blive kirkeligt begravet eller bisat.

Indmeldelse (se mere her

De fleste bliver medlem af folkekirken i forbindelse med deres barnedåb.

Hvis du ikke blev døbt som barn, kan du melde dig ind i folkekirken ved at blive døbt som ung eller voksen. Du kan kontakte præsten og aftale nærmere. Voksendåb og dåb af store børn og konfirmander foregår nogle gange ved gudstjenesten, andre gange ved en særlig højtidelighed. Ved dåb af børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutning om dåb eller indmeldelse i folkekirken. Personer over 15 år skal dog selv give samtykke til dåb eller indmeldelse.

Hvis du er døbt i en anden kristen kirke, skal du ikke døbes igen for at blive medlem af folkekirken, men kontakte en præst og bede om at blive optaget som medlem.

Genindmeldelse

Er du udmeldt af folkekirken og ønsker at blive meldt ind igen, kan du genoptages som medlem ved skriftlig anmeldelse til den kirkebogsførende præst i det sogn, hvor du har bopæl.

Sognepræst Li Have Otterstrøm
Magleby Præstegård
tlf. 62561077 / 24911077.

Når din indmeldelse er registreret, kan du bede om at få tilsendt en ny fødsels- og dåbsattest.